Mange flygtninge og andre fordrevne lever i fattigdom. 85% af alle flygtninge bor i udviklingslande, og en tredjedel befinder sig i de mindst udviklede lande, hvor ekstrem fattigdom er udbredt. 

I Libanon viste en vurdering fra 2021 for eksempel, at ni ud af ti syriske flygtninge lever i ekstrem fattigdom. Og i Uganda, der har den største flygtningebefolkning i Afrika med 1,5 millioner flygtninge, primært fra Sydsudan, viser en undersøgelse fra UNHCR og Verdensbanken af de socioøkonomiske konsekvenser af COVID-19, at omkring halvdelen af flygtningene i landet lever under fattigdomsgrænsen. 

I kampen mod fattigdom blandt flygtninge og fordrevne arbejder UNHCR for at sikre, at sociale sikkerhedsnet styrkes og udvides til også at omfatte fordrevne mennesker. UNHCR arbejder også for at sikre, at flygtninge har lige ret til økonomisk inklusion og ret til arbejde, der kan sikre dem et levebrød. 

Et konkret initiativ er Coalition to Alleviate Poverty, hvor UNHCR er gået sammen med Verdensbankens Partnerskab for Økonomisk Inklusion og 13 NGO-partnere. Koalitionen har sat sig som mål at afhjælpe fattigdom i 500.000 husstande, både bestående af flygtninge og deres værter, i 35 lande inden for 5 år.

Fødevareusikkerhed gør folk sårbare over for seksuelt misbrug, vold og udnyttelse – og fødevareusikkerhed risikerer at forstærke de faktorer, der tvinger folk til at flygte. Globalt oplevede 135 millioner mennesker i 55 lande og regioner akut fødevareusikkerhed i 2019, og omkring 80% af alle fordrevne bor i lande eller regioner, der er ramt af underernæring og akut fødevareusikkerhed. 

Som en konsekvens af underfinansiering af den humanitære indsats, står flygtninge ofte over for nedskæringer i madrationerne, hvilket kan resultere i underernæring, anæmi og hæmmet børnevækst. I 2021, i det østlige Afrika og på Afrikas Horn eksempelvis, har 72% af de næsten fem millioner flygtninge i regionen oplevet nedskæringer i madrationer på grund af manglende finansiering. 

Udover at distribuere mad til flygtninge sammen med f.eks. FNs Fødevareprogram (WFP) støtter UNHCR regeringer med at reducere fejlernæring blandt små børn og spædbørn ved bl.a. at fremme læring og passende ernæringspraksis. UNHCR er også fortaler for, at flygtninge inkluderes i partneres og regeringers ernæringsprogrammer. 

Som et konkret initiativ, har UNHCR og WFP i årevis implementeret såkaldte »multi-storey gardens« (MSG) i flygtningelejre i Kenya og Etiopien. Disse haver er en del af en strategi for fødevaresikkerhed om at støtte varieret kost og øge flygtninges bidrag til deres eget fødevareforbrug.

7,9 millioner flygtninge er børn i skolealderen (ved udgangen af 2020). Deres adgang til uddannelse er begrænset, og næsten halvdelen af dem går slet ikke i skole. På alle uddannelses-niveauer er andelen af indskrevne flygtninge lavere end den for ikke-flygtninge. Efterhånden som flygtningebørn bliver ældre, forværres billedet hurtigt, og flygtninge i ungdomsuddannelsesalderen har størst risiko for at sakke bagud. 

I 2019-2020 gik 68% af flygtningebørn i grundskole; på ungdomsuddannelsesniveau var gennemsnittet kun 34%; og det faldt til blot 5% inden for videregående uddannelse. 

Derudover peger flere faktorer på nedsat kvalitet i uddannelsen af flygtninge. Lærer-elev ratioen er i gennemsnit oppe på 1:70, og andre udfordringer såsom mangel på uddannede lærere, klasseværelser, undervisningsmateriale og skoleforsyninger fortsætter. 

UNHCR samarbejder med regeringer, internationale organisationer – såvel som NGOer og den private sektor – for at sikre kvalitetsuddannelse for flygtningebørn og -unge. Nøgleopfordringen er at inkludere flygtninge i de nationale uddannelsessystemer i tæt samarbejde med de nationale myndigheder. Ifølge UNHCR er dette den mest bæredygtige mulighed. 

Et eksempel er UNHCRs samarbejde med Educate a Child, som siden 2012 har hjulpet flere end 1,2 millioner flygtninge og internt fordrevne børn med at få adgang til grundskole og mindske risikoen for at droppe ud i lande som Syrien, Rwanda og Sydsudan. 

Inden for videregående uddannelse har UNHCR og samarbejdspartnere sat et ambitiøst mål – det såkaldte »15by30-target« – som stiler mod sikre, at 15% af unge flygtninge, eller cirka 500.000 flygtninge i alt, kan få adgang til videregående uddannelse i 2030. Et initiativ, der understøtter denne ambition, er UNHCRs såkaldte DAFI stipendie-program, der siden 1992 har støttet over 18.000 unge flygtninge med universitetsstipendier.

Kvinder og piger udgør omkring halvdelen af alle flygtninge, internt fordrevne og statsløse mennesker rundt om i verden. Den diskrimination og ulighed, som kvinder og piger står over for i nogle samfund, forstærkes kun under fordrivelse, og selve flugten kan også øge sårbarheden for f.eks. uledsagede piger, gravide kvinder og kvinder, der står i spidsen for deres husstand. 

De socioøkonomiske konsekvenser af COVID-19-pandemien for flygtninge og fordrevne har øget risikoen for vold, overgreb og seksuel udnyttelse, som alle er konsekvenser af ulighed mellem kønnene. Pandemien har også medført, at mange flygtningepiger er droppet ud af skolen for at arbejde eller blive gift. 

Alt UNHCRs arbejde er styret af UNHCR’s politik om alder, køn og mangfoldighed samt mere specifikke indsatser til at sikre ligestilling for kvinder og piger samt gøre verden til et mere sikkert sted for kvinder og piger. Et konkret element er at sikre, at kvinder og piger på flugt bliver individuelt registreret og modtager individuel dokumentation, hvilket er en vigtig forudsætning for ligestilling. UNHCR administrerer også programmer, der hjælper kvinder med at forbedre deres lederevner, reducerer barrierer for pigers uddannelse og sikrer, at kvinder og piger kan få adgang til muligheder og services. 

Et eksempel er Cameroun, hvor UNHCR i hovedstaden Yaoundé har arbejdet med et flygtningekollektiv af repræsentanter fra forskellige flygtningegrupper, men hvor kvinder har været stærkt underrepræsenteret. Sammen med regerings- og NGO-partnere afholdt UNHCR »empowerment«-træning for at informere flygtningekvinder om ledelsesmuligheder, og resultaterne har været ligestilling mellem kønnene i repræsentationen fremadrettet. 

På globalt plan deltager UNHCR i en række internationale fora, der behandler kønsspørgsmål og seksuel vold, såsom UN Action against Sexual Violence in Conflict og Inter-Agency Standing Committee’s Expert Group on Protection from Sexual Exploitation and Abuse.

Adgang til sikker og bæredygtig energi er et grundlæggende menneskeligt behov. Begrænset adgang til energi påvirker befolkninger i humanitære kriser negativt – og kan udgøre en øget risiko for især kvinder og børn. En beregning viser dog, at omkring 97% af flygtninge og fordrevne i lejre har begrænset eller ingen adgang til elektricitet – og mindst 80% er afhængige af brænde til madlavning og varme. 

Adgang til pålidelig og bæredygtig elektricitet, herunder flere timers lys, betyder, at flygtninge kan arbejde, studere, drive en virksomhed, socialisere og være forbundet, hvilket alt sammen medfører bedre trivsel og selvstændighed. At have renere brændstof til madlavning betyder, at flygtninge kan bruge mindre tid på at samle træ, hvilket kan være farligt for kvinder og piger, og afværge de sundhedsmæssige risici ved at indånde røg fra åben ild. 

UNHCR arbejder sammen med mange forskellige partnere for at finde løsninger til at levere ren energi til fordrevne befolkninger, herunder ved at fremme bæredygtige energi-teknologier til husholdninger. I Kutupalong-lejren i Bangladesh, hvor der bor flere end 800.000 Rohingya-flygtninge, har UNHCR distribueret flydende gas til flere end 100.000 husstande for at sikre sikker og sund energi til madlavning. Og i Etiopien støtter UNHCR og IKEA Foundation mini-kooperativer for solenergi, der giver både somaliske flygtninge og deres værtssamfund ren energi til en overkommelig pris. 

I 2020 lancerede UNHCR »Clean Energy Challenge«,  der samler den private sektor, regeringer og organisationer for at realisere et ambitiøst mål om at bringe økonomisk overkommelig, pålidelig og bæredygtig energi til flygtninge, fordrevne og deres værtssamfund inden 2030.

Mange flygtninge og internt fordrevne forhindres i at drage fordel af nye teknologier på grund af mangel på internetforbindelse samt dyre enheder og begrænsede uddannelsesmuligheder. UNHCR mener, at mennesker på flugt, og deres værter, har ret til at være en del af et forbundet samfund. 

UNHCR har lanceret det såkaldte »Connectivity for Refugees«-initiativ, som ledes af UNHCRs Innovationstjeneste. Initiativet sigter mod at sikre digital integration og give flygtninge og fordrevne adgang til teknologi, så de kan opbygge en bedre fremtid for sig selv, deres familier og verden. 

UNHCR arbejder sammen med mange interessenter, herunder den private sektor, for at sikre bedre internet-forbindelser for flygtninge og udnytte teknologi og innovative metoder i den humanitære indsats. I 2021 underskrev UNHCR f.eks. et partnerskab med Ericsson for at skabe internet-forbindelse i humanitære nødsituationer – og siden 2013 har UNHCR og Vodafone Foundation udvidet flygtninges adgang til uddannelse og internet-forbindelse via Instant Network Schools-programmet i lande som Mozambique, DR Congo og Kenya. 

Når de får mulighed for det, bruger mange flygtninge den avancerede og innovative teknologi til at løse problemer og tage fat på udfordringer. Et eksempel er fra Za’atari flygtningelejren i Jordan, hvor den syriske flygtning Marwan, der studerer robotteknologi i lejrens Innovations-laboratorium, har designet en robot til at distribuere håndsprit og hjælpe med at bekæmpe COVID-19.

Flygtninge, internt fordrevne og statsløse befolkninger er i konstant risiko for at blive ekskluderet – socialt, økonomisk og politisk – samtidig med, at de allerede er blandt verdens mest sårbare og underservicerede befolkningsgrupper. 

Over hele verden risikerer mange minoriteter og oprindelige folk at leve i samfundets udkant, og tvangsfordrivelse forstærker ofte den diskrimination og ulighed, som de står overfor. Dette er f.eks. realiteten for Awá Mayasquer-samfundet i Colombia, som i årtier har været blandt landets millioner af internt fordrevne. 

En anden sårbar gruppe er LGBTI+-flygtninge, som – selv efter at være flygtet fra forfølgelse, vold og rettighedskrænkelser – ofte fortsat udsættes for stigmatisering, diskrimination og trusler under deres flugt og landflygtighed. 

Guidet af vores såkaldte Age, Gender and Diversity Policy, arbejder UNHCR for at sikre lige muligheder og sætte en stopper for forskelsbehandling ved at fremme social, økonomisk og politisk inddragelse af alle uanset alder, køn, seksuel orientering, handicap, race, etnicitet, religion eller anden status. Samtidig er UNHCR fortaler for, at stater vedtager migrationslove, der sikrer og støtter inklusion. 

UNHCR samarbejder også med regeringer og andre partnere om at udrydde statsløshed og sikre at statsløse personer kan udøve deres menneskerettigheder uden forskelsbehandling på trods af deres manglende statsborgerskab. Den 10-årige kampagne #IBelong sigter mod at udrydde statsløshed inden udgangen af 2024.

Konsekvenserne af klimakrisen ses i stigende grad som en forstærkende faktor på de sårbarheder, trusler og konflikter, der tvinger mennesker til at flygte. Næsten 9 ud af 10 flygtninge og 7 ud af 10 internt fordrevne kommer fra lande, der er mest sårbare over for og mindst i stand til at tilpasse sig klimaforandringer. 

Derudover befinder flygtninge, fordrevne og deres værter sig på frontlinjen af klimakrisen. De bor i »klima-hotspots«, hvor oversvømmelser, tørke, ørkendannelse og ekstremt vejr forværrer deres strabadser. Dette ses for eksempel i Somalia, Sydsudan og Bangladesh. 

Guidet af vores Climate Action-strategi er UNHCR i gang med at styrke responsen og ambitionerne ved at give juridisk vejledning for at sikre bedre beskyttelse af mennesker, der er tvunget på flugt i konteksten af klimaforandringer; ved at reducere den miljømæssige påvirkning og øge modstandskraften over for klimaforandringer i flygtningesituationer; og ved at begrænse vores egne miljømæssige aftryk. 

Et eksempel ses i Minawao-flygtningelejren i Cameroun, hvor UNHCR og partnere siden 2018 har lanceret programmer til at imødegå skovrydning. Flygtninge og deres værter har plantet 360.000 frøplanter, hvilket gør lejren og det omkringliggende miljø grønnere. 

UNHCR øger også bevidstheden om og kalder på forandringer og handling gennem deltagelse i en række globale fora og processer såsom Platform on Disaster Displacement.

Med mere end 84 millioner mennesker verden over, der er tvunget på flugt fra deres hjem på grund af konflikter, vold og forfølgelse (første halvår 2021), kan manglen på fred og retfærdighed i høj grad mærkes hver dag af millioner af flygtninge og internt fordrevne. 

Som UNHCR har fremhævet gentagne gange, betyder verdens fiasko i at skabe fred og afslutte konflikter i, at det globale tal for flygtninge og fordrevne sætter tragisk rekord år efter år – og at stadigt færre flygtninge og internt fordrevne er i stand til at vende hjem hvert år. I tiåret fra 2010-19 var kun 3,9 millioner flygtninge i stand til at vende hjem frivilligt sammenlignet med næsten 10 millioner og mere end 15 millioner flygtninge, der vendte tilbage i de to foregående årtier. 

Ved udgangen af ​​2020 befandt 76% af alle flygtninge sig i såkaldte langvarige kriser, 49 flygtningekriser i alt, der er karakteriseret ved tvangsfordrivelse i mindst fem på hinanden følgende år. 

Mangel på retfærdighed er også direkte forbundet til den ofte oversete globale udfordring med statsløshed: Millioner af mennesker rundt om i verden bliver nægtet en nationalitet på grund af diskrimination eller huller i nationalitetslovgivning. Deres statsløshed betyder ofte, at de bliver nægtet basale services og rettigheder, såsom at gå i skole, gå til læge, åbne en bankkonto eller købe et hus. 

Via #IBelong-kampagnen og en global handlingsplan arbejder UNHCR med regeringer og partnere for at eliminere statsløshed i 2024. Arbejdet omfatter f.eks. appeller om at sikre juridisk identitet for alle, herunder fødselsregistrering, at sikre lovændringer for at undgå ny statsløshed og sikre statsløse mennesker en vej til statsborgerskab samt en bedre identikation af statsløse grupper. 

Der er sket mange fremskridt – herunder i Kirgisistan, der i 2019 blev det første land til fuldstændigt at udrydde statsløshed inden for sine grænser, eller i Elfenbenskysten, der blev det første land i Afrika til at vedtage en procedure til at identificere og beskytte statsløse mennesker.

Med det globale antal flygtninge og fordrevne, der stiger år efter år, har behovet for at forene kræfterne for at hjælpe, beskytte og finde løsninger for verdens fordrevne aldrig været mere presserende. 

UNHCR arbejder med +900 partnere verden over – fra regeringer og internationale organisationer til NGO’er, græsrodsbevægelser og flygtningeledede initiativer. Fokus på styrkede partnerskaber fremhæves i Global Compact on Refugees, der blev vedtaget i 2018, og som opfordrer til en all-of-society-tilgang i flygtninge-indsatsen med involvering af den private sektor, den akademiske verden, civilsamfundet og flygtninge selv. 

Dette materialiserede sig på det første flygtningetopmøde, Global Refugee Forum i 2019, hvor +3.000 deltagere mødtes og forpligtede sig til i alt mere end 1.400 konkrete løfter om at realisere ambitionerne fra Global Compact on Refugees. 

En af UNHCRs langvarige partnere er Microsoft: Siden 1999 har vi i fællesskab arbejdet på at styrke tusindvis af unge flygtninge med digitale færdigheder og it-træning i Kakuma-lejren i Kenya. En anden UNHCR-partner er detailvirksomheden Uniqlo, som siden 2006 har doneret over 35 millioner stykker tøj til flygtninge i mere end 48 lande, samtidig med, at de giver tusindvis af flygtninge færdighedstræning og job muligheder i hele Asien.