Millioner mennesker er flygtet fra Syrien siden 2011. Mere end 5,6 millioner af dem har søgt i sikkerhed i Tyrkiet, Libanon, Jordan, Irak og Egypten.

Yderligere millioner af mennesker er internt fordrevet i Syrien, og håbet svinder hurtigt som konflikten fortsætter.

Læs mere om situationen i Syrien her

Støt i dag

11 mio. syrere er tvunget på flugt fra deres hjem siden 2011.

6 mio. er internt fordrevne i Syrien.

2,5 mio. ud af de millioner af syrere, der er flygtet til nabolande, er børn.


Få mere information om krisen her

Opdateret 16. marts 2020

 

 

Nordvest Syrien

Daglige kampe og luftangreb har sendt millioner af syrere på flugt. Situationen i landets nordvestlige Idlib provins er af særlig alvorlig karakter. Blot siden 1 december 2019 er op mod en million mennesker tvunget på flugt, og de mange angreb har gjort området ekstremt farligt. Både lokale skoler og hospitaler har oplevet angreb, og mange mennesker har mistet livet. Den alvorlige situation fik i februar FN’s Flygtningehøjkommisær, Filippo Grandi, til at gå ud med en appel til de involverede parter og omverden:

”For hver dag der går, forværres situationen. Tusindvis af uskyldige mennesker skal ikke betale prisen for et splittet internationalt samfund, hvis manglende evne til at finde en løsning på krisen er en alvorlig plet på vores fælles samvittighed.”

Det anslås, at over fire millioner civile lige nu befinder sig i det nordvestlige Syrien, og mange af dem har været på flugt i årevis. Omkring 80 procent af de fordrevne i Idlib- provinsen er kvinder og børn. Omkring 17.000 opholder sig stadig under åben himmel eller blot i ly af træer – og er dermed særligt udsatte og uden beskyttelse.

Nordøst Syrien

Den seneste offensiv i nordøst Syrien gør, at stadig flere syrere må flygte til nabolandet Irak. Fra oktober 2019 og tre måneder frem har 20.400 syrere taget flugten til Irak. Mange af dem opholder sig nu i Bardarash-lejren i Irak, godt 140 kilometer øst for den irakiske-syriske grænse. De fleste flygtninge kommer fra byer i det nordøstlige Syrien, hvor de har oplevet bombardementer og eksplosioner. Tre ud af fire i Bardarash-lejren er kvinder og børn, hvoraf flere er uledsagede flygtningebørn.

Situationen i Syrien generelt

Konflikten i Syrien har betydet, at millioner af syrere er tvunget på flugt til nabolande for at søge i sikkerhed.

Særligt nabolandet Tyrkiet har taget imod mange syriske flygtninge siden konflikten brød ud. I februar 2020 husede Tyrkiet over 3,5 millioner syriske flygtninge, og er dermed det land, hvor flest syriske flygtninge opholder sig. Mens langt størstedelen bor i byområder, og mange under barske og hårde kår, opholder knap 300.000 sig i flygtningelejre.

I Libanon er livet en daglig kamp for de mere end 900.000 syrere, der lige nu befinder sig i landet. De har kun har få eller slet ingen finansielle midler til at klare sig for. Omkring 70 procent lever under fattigdomsgrænsen med mindre end 26 kroner om dagen.

 

“Vi følte, at det måske var vores tur til at dø. Men vi ville ikke dø. Så vi besluttede os for at forlade Syrien.”

– Sahar, 25-årig syrisk flygtning i Libanon

 

I Jordan er over 655.000 mænd, kvinder og børn lige nu fanget i eksil. Cirka 80 procent af dem lever i byområder, mens mere end 139.000 har fundet sikkerhed i flygtningelejrene i Za’atari og Azraq. Mange er kommet dertil med så få midler, at det næppe er nok til at dække de mest basale behov, og de, som i starten kunne bruge deres opsparing eller leve af økonomisk støtte fra værtsfamilier, har nu i stigende grad behov for hjælp. Det vurderes, at 93 procent af flygtninge i Jordan lever under den officielle fattigdomsgrænse.

Også nabolandene Irak og Egypten huser mange flygtninge. Tal fra februar 2020 viser, at 247.000 syrere opholder sig i Irak, mens knap 130.000 syrere har taget flugten til Egypten. I alle fem lande yder UNHCR beskyttelse, husly og juridisk og psykisk hjælp

Livet i eksil er svært – men for dem, som stadig bor i Syrien, er livet endnu sværere.

 

“Syrien er den største humanitære- og flygtningekrise i vores tid,
millioner af mennesker lider, hvilket burde føre til
en kæmpe bølge af støtte fra hele verden.”

– Filippo Grandi, FN’s Flygtningehøjkommissær

Sådan hjælper UNHCR

Vi giver livsvigtig humanitær støtte til syriske flygtninge, og hjælper de mest sårbare med penge til medicin og mad, komfurer og brændstof til opvarmning, isolering i teltene, varme tæpper og vintertøj.

Konkret i det nordvestlige Syrien har UNHCR sammen med partnere uddelt nødhjælp henover vinteren, i form af vintertøj og tæpper, til mere end 36.800 fordrevne i Idlib og Aleppo provinsen, ligesom vi har ydet beskyttelse, herunder psykisk støtte, til mere end 9.000 personer, der er voldsomt traumatiserede. 22.400 personer har indtil videre fået tildelt husly i form af telte.

I 2019 præsenterede vi den såkaldte 3RP – Regional Refugee and Resilience Plan – en plan med de overordnede strategier og indsatsområder, som vi og andre humanitære organisationer i samarbejde fokuserer på i 2020-2021. Det handler blandt andet om at sikre, at de syriske flygtninge fortsat har adgang til at søge asyl og international beskyttelse, at flygtninges basale psykiske og fysiske behov bliver dækket, så de føler værdighed og får en sikker hverdag. En anden vigtig målsætning er at sikre, at flere flygtninge kan blive selvforsørgende, samtidig med at vi hjælper de nationale og lokale institutioner i Syrien og nabolandene med at skaffe de fornødne ressourcer og kapaciteten til at håndtere de nuværende og fremtidige flygtninges behov. Du kan læse hele planen her

Opdateret marts 2020