Situationen i Europa & Middelhavet
Antallet af flygtninge og migranter, der risikerer deres liv på farlige rejser over Middelhavet, er faldet markant i de senere år. I 2019 ankom 123.663 flygtninge og migranter til Europe ved at krydse Middelhavet, mens det tal i 2018 lå på godt 116.000 mennesker. I 2015 og 2016 var tallene henholdsvis 1.015.000 og 363.000 mennesker.
Der er også sket ændringer i forhold til de ruter, der oftest benyttes for at nå til Europa. I 2017 ankom langt de fleste både til Italien. I første halvdel af 2018 var Grækenland den mest benyttede destination, mens tendensen i anden halvdel af året var, at de fleste flygtninge ankom til Spanien via den farefulde rute over det vestlige Middelhav. UNHCR vurderer, at Spanien i 2019 tog imod 32,500 flygtninge og migranter, Grækenland modtog 74,600, mens tallet var 11,500 i Italien.
På trods af at bevægelsen mod Europa er aftaget, fortsætter den med at kræve menneskeliv. Faktisk er dødsraten for mennesker på flugt over Middelhavet steget voldsomt. Eksempelvis døde én ud af 38 af de mennesker, der forsøgte at komme fra Libyen til Europa i 2017, mens dødsraten steg til én ud af 14 i 2018. UNHCR estimerer, at 1,319 flygtninge og migranter omkom på Middelhavet sidste år.
Druknedøden er dog ikke den eneste risiko for flygtninge og migranter, der forsøger at krydse Middelhavet. Den libyske kystvagt patruljerer i stigende grad i libysk farvand og sender 85 % af de opsamlede mennesker tilbage til detentionscentre i Libyen, hvor de opholder sig under forfærdelige forhold. Der rapporteres blandt andet om begrænset adgang til mad, sygdomsudbrud og flere dødsfald.
Med så mange liv på spil må det fortsat være en prioritet at redde menneskeliv til søs. Der er også fortsat behov for at øge adgangen til eksisterende og legale adgangsveje til Europa, som eksempelvis familiesammenføring og genbosættelse gennem kvoteprogrammet, da det må anses som reelle alternativer til farlige og illegale rejser for mennesker, der har behov for beskyttelse.
De græske øer
Overfyldte forhold og begrænset adgang til vand, elektricitet og lægehjælp. Det er hverdagen for de 39.500 flygtninge og asylandssøgere, der i øjeblikket befinder sig i modtagecentre på de græske øer Lesbos, Chios, Samos, Kos og Leros. Mens der siden 2015 er sket et generelt fald i antallet af personer, der krydser Middelhavet for at nå til Europe, er antallet af ankomster til Grækenland steget det sidste år. Det har medført, at de græske øers fem modtagecentre, der har kapacitet til knap 6.000 personer, nu huser seks gange så mange.
De fleste migranter og asylansøgere, der befinder sig på de græske øer, er fra Afghanistan, Syrien, Somalia, Palæstina og Den Demokratiske Republik Congo. Ca. 1.800 af asylansøgerne er uledsagede børn, der altså er ankommet til Grækenland alene, uden nogen form for familie. Størstedelen af dem lever under sårbare forhold, hvor de risikerer at blive udsat for udnyttelse, overgreb og vold. FN’s Flygtningehøjkommissær, Filippo Grandi, har beskrevet forholdene på øerne som ”chokerende” og ”skamfulde”. I februar 2020 appellerede han til den græske regering og EU om, at de i fællesskab måtte finde en løsning på den alvorlige situation. Den løsning er endnu ikke fundet.
UNHCR har længe opfordret EU og de europæiske lande til at fortsætte arbejdet med at etablere et nyt, effektivt og bedre europæisk asylsystem, der bl.a. inkluderer en forudsigelig og solidarisk mekanisme for bedre at dele ansvaret for at modtage asylansøgere. UNHCR har også opfordret europæiske lande til at overtage asylansøgere fra Grækenland.
UNHCR har udarbejdet en konkret vision for EU’s globale engagement med flygtninge og reformen af det europæiske asylsystem i forslaget: “Bedre beskyttelse af flygtninge i EU og globalt”.
Hvad gør UNHCR for at hjælpe?
Sammen med partnere yder UNHCR en bred vifte af støtte og bistand i Europa til flygtninge og asylansøgere. Indsatsen omfatter humanitær hjælp og direkte økonomisk støtte (cash-based assistance), indkvartering og støtte til at forbedre modtagelsesforhold, forebyggelse og behandling af seksuel og kønsbaseret vold, overvågning af beskyttelsen og juridiske interventioner, inddragelse af flygtningegrupper for at øge deres deltagelse og lade deres stemmer blive hørt, identifikation af og støtte til personer med særlige behov, herunder uledsagede børn, og henvisning til relevant hjælp og assistance.
For at imødekomme behovene for beskyttelse blandt flygtninge og migranter, der kommer til Europa, lancerede UNHCR i 2016 en Regional Responsplan for Flygtninge og Migranter i Europa (RRMP), der involverede 60 partnere.
For at forbedre situationen for flygtninge- og migrantbørn, der ankommer og opholder sig i Europa uden deres forældre eller andre plejepersoner, lancerede UNHCR sammen med UNICEF og IRC i 2017 en køreplan og et “Call to Action“ og i UNHCR’s seneste rapport ”Desperate Journeys” blev der fremlagt en række anbefalinger til at sikre bedre forhold for flygtninge- og migrantbørn i Europa.
UNHCR arbejder desuden intensivt på at evakuere flygtninge fra de umenneskelige forhold i Libyen. Siden 2017 er flygtninge blevet evakueret til et transitcenter i Niger og siden efteråret 2019 også til et transitcenter i Rwanda, hvorfra de kan blive genbosat i andre lande – og enkelte grupper af flygtninge er evakueret direkte til genbosættelse i Europa. I 2019 har UNHCR hjulpet i alt 2.141 flygtninge og asylansøgere med at finde løsninger uden for Libyen.
Opdateret april 2020