UNHCR: Det er et globalt ansvar at beskytte fordrevne mennesker

Dette debatindlæg blev bragt 24. april 2020 på Altinget.dk

”Hvad stiller vi op med de millioner af mennesker, som tvinges på flugt af klimaet”, spørger Altinget i sit debatoplæg, men forhåbentlig er interessen for denne vigtige problematik ikke kun begrundet med, at det kan få ”… enorme konsekvenser for både Danmark og Europa, hvis mennesker på flugt af klimarelaterede årsager får ret til at kræve asyl”. Udfordringen bør ikke anskues ud fra en så snæver synsvinkel.

I bund og grund er det et globalt ansvar, at klimaet forandrer sig, som det gør, og det er derfor også et globalt ansvar at hjælpe og beskytte de mennesker, der allerede i dag bliver drevet fra deres hjem på grund af tørke, oversvømmelser eller naturkatastrofer.

Klimaforandringer er allerede en årsag til konflikt

Sammenhængen mellem klimaforandringer og fordrivelse er helt central og fortjener et stærkere fokus i den større klimadebat. Og en kraftigere reaktion – også selvom begivenhederne i øjeblikket udspiller sig langt fra vores breddegrader. Faktum er, at klimaforandringer allerede er en medvirkende årsag til mange af de voldsomme konflikter, der udspiller sig i verden i dag.

Når ekstreme klimaudsving for alvor begrænser adgangen til ressourcer og levebrød i lande, der i forvejen er skrøbelige eller kæmper med svag regeringsførelse, fører det ofte til interne konflikter og sociale spændinger. Desperat konkurrence over jord. Fjendtlighed mellem grupperinger, der førhen levede fredeligt side om side. Og mange stater mangler evne til faktisk at yde beskyttelse til deres befolkninger under disse omstændigheder.

Som i Somalia, hvor massiv tørke og svigtende regeringsførelse har ført til konflikt og flugt. Som i Sudan og Afghanistan, hvor kampen om adgang til vand har udløst lokale spændinger. Og som i Sahel-regionen i Afrika, hvor Lake Chad har været en rig kilde til vand og levebrød for millioner af mennesker i generationer, men nu er dramatisk skrumpet og har efterladt området til ørkendannelse.

Konsekvenserne kan altså vokse eksponentielt, hvis ikke vi adresserer denne udfordring. Men det kræver internationalt samarbejde, velvilje og forpligtelse

Forandringerne tager til og kræver samarbejde

Livsbetingelserne for lokalsamfundene bliver hårdere år for år og er uomtvisteligt vævet sammen med den vold og uro, der præger hele regionen og har sendt hundredetusinder på flugt inden for de seneste måneder.

FN’s Generalsekretær Antònio Guterres slog det fast i en tale i 2017: ”Klimaforandringer udgør en direkte trussel i sig selv, men er også en multiplikator for så mange andre trusler som fattigdom, fordrivelse og konflikt.”

Konsekvenserne kan altså vokse eksponentielt, hvis ikke vi adresserer denne udfordring. Men det kræver internationalt samarbejde, velvilje og forpligtelse. Præcis som når stater samarbejder om at beskytte flygtninge, der flygter fra krig og personlig forfølgelse, og samarbejder om at finde løsninger, så flygtninge igen kan vende tilbage.

Velkendt problemstiling

Diskussionen er reelt ikke ny. Spørgsmålet blev drøftet ved internationale forhandlinger ledet af Norge og Schweiz – det såkaldte Nansen Initiativ. Der i 2015 udmøntede sig i vedtagelsen af en international handlingsplan (Agenda for the Protection of Cross-Border Displaced Persons in the Context of Disasters and Climate Change).

Senest har de to FN-aftaler på henholdsvis flygtninge- og migrationsområdet fra december 2018 også sat fokus på klimaforandringer som en af de faktorer, der driver folk fra deres hjem. For nylig slog FN’s Human Rights’ Committee så fast i en afgørelse, at mennesker, der tvinges fra deres hjemegn alene på grund af klimaforandringer, ikke står helt ubeskyttede i den internationale retsorden.

Det er afgørende, at de vestlige lande ikke rejser sig for at indgå i langtrukne juridiske diskussioner om, hvorvidt og hvordan vores del af verden er forpligtet til at give asyl til personer, der er fordrevet af klimaændringer

Mange traktater og aftaler definerer grundlæggende menneskerettigheder og forpligter stater til ikke at sende personer tilbage, hvis deres liv vil være i fare. Forhåbentlig kan den afgørelse nu for alvor få det internationale samfund op af stolene.

Behov for handling fra det internationale samfund

Så er det bare afgørende, at de vestlige lande ikke rejser sig for at indgå i langtrukne juridiske diskussioner om, hvorvidt og hvordan vores del af verden er forpligtet til at give asyl til personer, der er fordrevet af klimaændringer. Men i stedet sætter skub i dialogen om, hvordan verden – solidarisk, rettidigt og helt konkret – kan arbejde sammen for at imødegå udfordringerne. Så det internationale samfund sikrer en utvetydig støtte til at forebygge og begrænse effekten af de klimaforandringer, der for nogle mennesker på kloden ikke er en fremtidig trussel, men en ganske reel virkelighed.

Og der vil være behov for helt nye løsningsmodeller – for modsat flygtninge, der flygter fra krig og som ofte kan vende tilbage på et tidspunkt, når situationen tillader det, så vil de mest alvorlige konsekvenser af klimaforandringer sandsynligvis betyde, at nogle befolkningsgrupper aldrig vil kunne vende tilbage til deres hjemegn.

Del på Facebook Del på Twitter