Selvom internt fordrevne mennesker også er flygtet på grund af krig, konflikt eller vold, er de forblevet i deres eget land og er fortsat under beskyttelse af deres egen regering, selvom den selvsamme regering måtte være skyld i deres fordrivelse. Derfor er disse mennesker blandt de mest sårbare i verden.
Ved udgangen af 2018 var 41,3 mio. mennesker internt fordrevet som følge af voldelige konflikter, vold og brud på menneskerettighederne i deres hjemland. Alene i løbet af 2018 blev yderligere 5,4 mio. mennesker tvunget til at flygte og søge i sikkerhed i andre egne af deres hjemland. Hovedparten af fordrivelserne internt i lande dette år er sket som følge af kriser i Colombia, Syrien, Den Demokratiske Republik Congo, Somalia, Etiopien, Nigeria, Yemen, Afganistan, Sydsudan og Sudan. Læs mere i Global Trends Report 2018.
Europa oplever også stadig væk en massiv fordrivelse. Dette er konsekvensen af krigen i det østlige Ukraine, hvor der ved udgangen af 2018 var 1,5 millioner internt fordrevne i landet.