I 2018 steg antallet af flygtninge under UNHCR’s mandat til 20,4 millioner mennesker. Yderligere 5,5 millioner registrerede, palæstinensiske flygtninge opholder sig i lejre spredt over hele Mellemøsten, som UNRWA beskytter.
- Halvdelen af verdens flygtninge, 50%, er børn og unge under 18 år. Mange af dem (111.000) var alene og uden deres familier.
- De fattigste lande i verden huser en tredjedel af alle flygtninge.
- Omkring 80 pct. af alle flygtninge befinder sig i nabolande til deres eget land.
- De fleste flygtninge bor ikke i flygtningelejre. 61% bor rent faktisk i byer.
- Næsten 4 ud af 5 flygtninge befinder sig i flygtningesituationer, der har varet i mindst fem år. 1 ud af 5 flygtninge er i flygtningesituationer, der har varet 20 år eller længere.
Beskyttelsen af flygtninge har flere komponenter: De skal beskyttes fra at blive sendt tilbage til et land, hvor de risikerer forfølgelse (non-refoulement-princippet), de skal have adgang til fair og effektive asylprocedurer, og deres grundlæggende menneskerettigheder skal sikres, imens der arbejdes på en løsning på længere sigt.
UNHCR har bistået verdens flygtninge siden 1950 – og vi arbejder døgnet rundt for at sikre dem denne beskyttelse.
Læs mere i Global Trends Report 2018.