Beskyttelse

Det er normalt regeringer, der garanterer for deres borgeres grundlæggende menneskerettigheder og fysiske sikkerhed. Men når mennesker tvinges på flugt, forsvinder deres sikkerhedsnet. Det er UNHCR’s opgave at fremme og sikre flygtninges grundlæggende rettigheder – og sikre, at de ikke mod deres vilje sendes tilbage til et land, hvor de risikerer forfølgelse (dette kaldes også princippet om non-refoulement).

Man kan sige, at UNHCR fungerer som en international vagthund i flygtningespørgsmål. Vi holder øje med behandlingen af flygtninge verden over, hjælper lande med at etablere asylsystemer og integrationsprogrammer, rådgiver om og bistår stater med lovgivning på flygtningeområdet, uddanner personale fra myndigheder og organisationer – og vi arbejder generelt for at sikre både de juridiske og fysiske forhold for verdens flygtninge og fordrevne.

Inden for beskyttelsen af flygtninge har UNHCR særligt fokus på blandt andet børn og unge, særligt udsatte flygtninge, samt ofre for seksuel og kønsbaseret vold.

 

Opbakning til konventionerne

UNHCR arbejder for at få endnu flere af verdens lande til at tilslutte sig FN’s Flygtningekonvention fra 1951 (om flygtninges retsstilling), samt den såkaldte tillægsprotokol fra 1967.

Vi stræber desuden for at få flere stater til at tiltræde Konventionen om Statsløse Personers retsstilling (fra 1954) og Konventionen om Begrænsning af Statsløshed (fra 1961).

 

Registrering af flygtninge

Når mennesker tvinges på flugt, er registrering afden enkelte flygtning en afgørende forudsætning for at kunne yde dem målrettet beskyttelse og hjælp. Selvom det er værtslande, der generelt har ansvaret for registrere flygtning, så støtter eller overtager UNHCR denne opgave, hvis det er nødvendigt.

Siden 2004 har UNHCR benyttet en samlet registreringsdatabase, der indeholder mere end 10 millioner individuelle optegnelser over personer under vores mandat – og databasen anvendes i mere end 100 landeoperationer. Desuden benytter UNHCR biometriske registreringsværktøjer, der ved hjælp af iris-genkendelse og/eller fingeraftryk identificerer og verificerer flygtninges identiteter. Denne metode forebygger svindel og letter registreringsprocessen, hvilket sikrer en hurtigere adgang til hjælp og beskyttelse.

UNHCR arbejder for, at alle flygtninge og asylansøgere bliver registreret individuelt – også børn. Registreringen af børn og unge kan hjælpe med at forebygge rekruttering af børnesoldater samt være en hjælp i arbejdet med at forene separerede børn med deres familier.

 

Tildeling af flygtningestatus

For at en flygtning bliver juridisk anerkendt som flygtning, skal vedkommende gennemgå en proces for afgørelse af flygtningestatus (Refugee Status Determination) – det er her, der bliver afgjort, om den pågældende person kan anses for at være flygtning efter international eller national ret og derfor har ret til international beskyttelse.

Stater har det primære ansvar for at afgøre flygtningestatus for ankomne asylansøgere – men flere steder i verden bliver denne opgave løftet af UNHCR, fordi de pågældende stater ikke er i stand til eller ønsker at gøre det.

UNHCR arbejder løbende på at forbedre processerne for at afgøre flygtningestatus, herunder at sikre, at de er fair, effektive og af høj kvalitet. Vi arbejder også sammen med regeringer og myndigheder for at udbygge og styrke deres kapacitet til at afgøre flygtningestatus.

 

Forebyggelse af frihedsberøvelse

I en række lande er det desværre almindeligt, at flygtninge og asylansøgere bliver frihedsberøvet – og det kan have alvorlige konsekvenser for både individer og familier. UNHCR er bekymret over det stigende brug af frihedsberøvelse, ikke mindst når det drejer sig om børn.

Vi arbejder for at reducere og afvikle brugen af frihedsberøvelse gennem vores globale strategi: ”Beyond Detention 2014-2019. Vores målsætninger er:

  • at gøre op med frihedsberøvelse af børn,
  • at sikre at lovgivning giver muligheder for alternativer til frihedsberøvelse, og at disse alternativer kan udføres i praksis,
  • at sikre, når frihedsberøvelse er nødvendig og uundgåelig, at forholdene lever op til internationale standarder, bl.a. ved at sikre adgang for UNHCR eller partnere til stederne samt ved at udføre regelmæssig overvågning.

 

Materiale om international beskyttelse

Som vogter af FN’s Flygtningekonvention har UNHCR en interesse i at gøre resultaterne af sin forskning i jura og beskyttelsespolitik tilgængelig for beslutningstagere, jurister, dommere, akademikere, NGO’ere og andre interesserede fra offentligheden. Vores afdeling for international beskyttelse udgiver derfor en række dokumenter om juridisk research og praksis.

Desuden råder UNHCR over en omfattende database med juridiske dokumenter på beskyttelsesområdet – herunder dokumenter fra andre aktører. Denne database, Refworld, er offentlig tilgængelig. Læs desuden mere om vores dataportaler og rapporter, hvor du kan søge den nyeste information om fordrevne og nødsituationer verden over.