Baw Meh, 78: “Jeg blev gift som ganske ung. Ægteskabet var arrangeret af mine forældre. Min mand og jeg mødte ikke hinanden før brylluppet. Han sagde, du er meget slank, og jeg sagde, du er flot og maskulin. Vi grinede, men efter disse første ‘ord‘ var vi for generte til at gå sammen. Vi oplevede både gode og dårlige tider. Da kampene nåede vores landsby, var vi tvunget til at flytte. Soldaterne brændte alt, og vi mistede alt, hvad vi havde. Mange af os tog flugten over bjerge og floder. Vi medbragte en kurv, der kunne rumme en gryde, en økse, kul og 30 kopper ris. Jeg bar børnene og flygtede. De voksede op, mens vi var på flugt og nåede voksenalderen, mens vi befandt os i lejren i Thailand.”

Vi måtte flygte lige efter jeg havde født vores yngste datter. Jeg ville gerne have, at hun skulle gå i skole som barn og få en uddannelse, men det var ikke muligt. I dag bor jeg med hende og mine børnebørn, der går i skole i lejren. Det gør mig glad. Jeg håber, at de fortsætter med at gå i skole, for jeg ser gerne, at de får en uddannelse. Jeg vil gerne have, at de bliver som jer (refererer til medarbejdere hos UNHCR).

Jeg troede, at vi ville komme hurtigt tilbage til vores landsby, efter vi havde forladt den. Men det kunne vi ikke. vi har været i lejren her i omkring 20 år.”

Baw Meh, 77, med hendes børnebørn , Ko Reh, 10, og Ti Reh, 5, i flygtningelejren Ban Mai Nai Soi, som ligger omkring to kilometer fra grænsen mellem Thailand og Myanmar.

Baw Meh (forrest, 77), spadserer med sine venner, Klaw Meh (højre) og Oo Meh (venstre), i flygtningelejren Ban Mai Nai Soi.

Baw Meh er en ældre Karenni-flygtning, som lever i lejren Ban Mai Nai Soi i det nordlige Thailand. Hun går stadig klædt i hendes traditionelle tøj og smykker, som hun har medbragt fra sit hjemland Myanmar.

Baw Meh, 77, kigger på, mens hendes datter, Pray Meh, og barnebarn, Ti Reh, 5, forbereder et måltid i den hytte, de deler i flygtningelejren Ban Mai Nai Soi.

Baw Meh, 77, med sit barnebarn, Ti Reh, 5, som udfører sine pligter uden for den hytte, hun deler med sin datter. Hun har kaldt flygtningelejren Ban Mai Nai Soi for sit hjem de seneste 18 år.

Baw Meh, 77, sidder i døråbningen i det hjem, hun deler med sine børn og børnebørn i flygtningelejren Ban Mai Nai Soi. Hendes børnebørn er født i lejren, hvilket betyder, at tre generationer af hendes familie lever på en tvungen og langtrukken mellemstation.

Baw Meh (højre) vasker ris med Klaw Meh (venstre) i flygtningelejren Ban Mai Nai Soi. Som de fleste andre flygtninge, der bor her, har hun vandret gennem junglen med sin mand og seks børn, krydset floder og sovet på skovbunden med alle deres ejendele på ryggen.

Baw Meh kan godt lide at synge Karenni-befolkningens traditionelle sange, når hun laver mad til hendes familie om aftenen. Hun taler også gerne om sin mand, der døde sidste år, før han nåede at få opfyldt drømmen om at vende hjem igen. Mange af hendes børn og børnebørn har slået sig ned i andre lande. Et af hendes børnebørn sagde til hendes, før han rejste, “Jeg skal nok passe på dig fra USA, og en dag kommer jeg tilbage og besøger dig.” Baw Meh har nægtet at rejse. Hun foretrækker at forblive tæt ved sin mand, som er begravet i den vestlige del af lejren, eftersom den er tættere på deres landsby i Myanmar, som ligger tæt ved grænsen lige uden for rækkevidde.

Baw Meh, som i dag er 77, flygtede fra Myanmars Kayah-stat i 1996. 18 år senere bor tre generationer af hendes Karenni-familie stadig i flygtningelejren Ban Mai Nai Soi i det nordlige Thailand. Karenni-flygtninge fra Myanmar i Thailand er nogen af de flygtninge i verden, som har været på flugt i længst tid.

Vis din solidaritet #WithRefugees. Underskriv vores #WithRefugees underskriftsindsamling – Underskriv i dag.

Bevar kontakten – Følg os på: