UNHCR, FN’s Flygtningeorganisation, er sat i verden for at beskytte mennesker, der er tvunget på flugt på grund af konflikt eller forfølgelse.
Det gælder flygtninge, der har søgt tilflugt i et andet land; asylansøgere, der har søgt om international beskyttelse; internt fordrevne mennesker, der søger i sikkerhed i andre egne af deres hjemland; og de mennesker, der efter at have været på flugt vender hjem igen.
UNHCR arbejder også for, at det skal være slut med statsløshed og på at sikre rettighederne for millioner af statsløse mennesker verden over.
Sammen med partnere, herunder regeringer, myndigheder, NGO’er, samt lokalsamfund arbejder vi for at sikre, at alle har retten til at søge asyl og komme i sikkerhed. Vi arbejder også på at finde varige løsninger. Vi yder beskyttelse, tag over hovedet, sundhedspleje og uddannelse, hvilket er af afgørende betydning for, at mennesker på flugt kan genopbygge deres liv efter krig og konflikt.