Rohingya-enker er bekymrede for deres familiers fremtid

I en lille plastikoverdækket hytte tæt på en åben kloak bor Rohingya-flygtningen, Sufia Khatun. Hun er enke og gør alt, hvad hun kan som nu enlig forsørger for sin familie.

Hendes mand, Nur Mohammad, blev dræbt med machete, da han gik ud for at undersøge røg og tumult i landsbyen i Myanmar i slutningen af august. Efter at være flygtet til Bangladesh tager hun sig nu af deres fem børn, som alle er under 20 år, samt et barnebarn.

”Den største udfordring er mad … Rationerne, som vi får hver måned, er ikke tilstrækkelige til at dække vores behov, så vi bliver nødt til at låne 10 kilo ris fra vores naboer,” siger hun, mens hun sidder på hug på gulvet i hytten med sit treårige barnebarn, Mohammad Hossen, i sit skød.

Mere end 687.000 flygtninge fra Myanmar er flygtet til Bangladesh siden august. Sufia, 48 år, er blandt de omkring 31.000 kvindelige flygtninge, som er eneansvarlige for familien. Mange af dem er enker, hvis mænd blev dræbt i Myanmar eller er sporløst forsvundet.

De står over for skræmmende udfordringer, nu hvor de skal starte et nyt liv her i denne pop-up by af skrøbelige bambus-huse i verdens nu største flygtningelejr.

Se også: Et kapløb for at forhindre monsun-katastrofe i Bangladesh

Khatemunnesa, 40 år og mor til otte, bor i en hytte lavet af bambus og plastikvægge. Hendes mand, Rahmat Ullah, 50 år, blev dræbt, da en gruppe mennesker trængte ind og satte ild til deres hjemlandsby for seks måneder siden.

Hun er bekymret for den truende regnsæson og for hvordan, hun vil gøre sit skrøbelige hjem klar til monsunen uden Rahmat og sin svigersøn, som hun så blive angrebet i sin forhave, da hun flygtede for livet.

”Tidligere ville min mand have taget sig af arbejdet med at forbedre huset, men nu hvor monsunregnen er på vej, bliver jeg nødt til at gøre det selv,” siger hun.

”De er kvinder nu, og jeg er bange for at sende dem ud.”

Der er også andre bekymringer. Rehena Begum, 45 år, fortæller, at hun har brug for brænde til at lave mad, men er bange for at sende sin teenagedatter ud for at samle brænde, som der bliver mindre og mindre af i kratbevoksningen omkring flygtningelejren. Hun anser området som værende for usikkert.

”De er kvinder nu, og jeg er bange for at sende dem ud,” siger hun om pigerne, der er 17 og 18 år. ”De var allerede skrækslagne over volden i Myanmar. De har været vidne til krænkelser,” siger hun med reference til voldtægt og seksuelle overgreb, ”og jeg er bange på deres vegne, hvis de går ud.”

I den enorme flygtningelejr, som har en befolkning næsten på størrelse med Københavns Kommune, er det en konstant balancegang mellem bare at overleve og prøve at genopbygge et nyt liv.

For at løfte lidt af byrden har regeringen i Bangladesh med støtte fra UNHCR, FN’s Flygtningeorganisation, og partnere arbejdet på at give enker som Sufia, Khatemunnesa og Rehena yderligere hjælp og støtte. De hjælper dem med at genfinde troen på sig selv, som ofte er blevet ødelagt sammen med deres hjem, deres kære og livet, som de mistede i Myanmar.

”Det er rigtig vigtigt at give flygtningekvinder, især enker og enlige mødre, kræfterne tilbage, så de igen har styrken til at tage sig af familien,” siger UNHCR’s protection associate Shirin Aktar.

”Vi bliver nødt til at give dem styrke og nye kompetencer, samt selvtilliden og værdigheden til at kunne fortsætte deres liv, for vi er der ikke til at støtte dem for evigt.”

Det anslås, at omkring 16 procent af Rohingya-familierne i Bangladesh ledes af en enlig mor, der har ansvaret for familien.

Regeringen i Bangladesh, UNHCR og partnere yder assistance på forskellig vis, blandt andet bedre boligforhold, lægehjælp, rådgivning og adgang til kvinde- og børnevenlige områder. Kvinder har adgang til værksteder, hvor de kan tillære sig færdigheder såsom syning og produktion af sæbe og tandpasta for at kunne få en livsvigtig indkomst.

”Vi må give dem færdigheder … så de kan fortsætte deres liv.”

For de, der har svært ved at bære de tunge nødhjælpspakker eller har brug for hjælp til at flytte til et andet sted i lejren, er der frivillige, der hjælper til med at bære. De frivillige hjælper også enker og andre, der har brug for hjælp, med at forstærke deres hus med bambus og presenninger for at kunne klare monsunen.

En frivillig henviste Khatemunnesa til et informationssted, hvor hun talte med UNHCR og en ansat fra nødhjælpspartneren Technical Assistance Inc, og hørte for første gang om træningen. Så nu vil hun gerne lære at sy, fortæller hun.

Se også: Overblik over Rohingya-krisen

Sufia fik også mulighed for at tale med en UNHCR-ansat omkring sine bekymringer og hørte om træningsværkstedet. ”Jeg har det bedre efter at have forklaret min situation,” siger hun. ”Når man først tjener penge, kan man føre det liv, man gerne vil have,” siger hun.

Tilbage i sit hus, som hun har gjort hjemligt med et blomstret tæppe og gulvmåtter, åbner Sufia op omkring de håb, hun har for sit barnebarn Mohammad Hossen. Hun vil gerne have, at han studerer flittigt ”så han kan trives.” Lidt efter lidt, begynder hun at smile.

”Jeg bliver nødt til at være positiv. Hvis jeg tillader mig selv at bekymre mig for meget, vil døden indhente mig,” siger hun. ”Man bliver nødt til at være håbefuld. Det er livsnødvendigt.”