Fodbold giver piger fra Burundi styrke til at bearbejde traumer
Fodbold er et velkomment pusterum for pigerne fra det svære liv i en flygtningelejr i Congo. Læs om holdet, som giver sig fuldt ud på banen.
”Vi er det bedste hold i denne lejr.” Emerance (venstre) spiller for ”The Morning Stars” i flygtningelejren Lusenda. © UNHCR/Colin Delfosse
“Når vi spiller, glemmer jeg, at jeg er i en flygtningelejr. Jeg tror, at jeg er i et andet land. Jeg elsker det!”
Emerance er en 16-årig burundisk flygtning og kaptajn for et pigefodboldhold. Hendes holdkammerater kalder hende Neymar efter den brasilianske fodboldstjerne.
I dag er det en særlig dag. Hendes hold, ”The Morning Stars”, skal spille en venskabskamp mod et andet pigehold i flygtningelejren Lusenda.
Emerance er sikker på, at de vinder. ”Jeg tror på vores hold. Vi er det bedste hold i denne lejr.”
Før ”The Morning Stars” skal spille, må Emerance igennem endnu en udmattende dag i lejren. Hun står tidligt op, sørger for at hendes lillebror er klar til skole og laver morgenmad. Derefter går hun til skolen, som ligger i en anden landsby.
Hun siger, at hun elsker at lære engelsk og fransk, på trods af at skolen er overfyldt. Skolen modtager støtte fra UNHCR til at tage flygtninge ind i klasserne. Når hun kommer hjem, laver hun igen mad til sine søskende, henter vand fra vandpumpen og bringer det til sine forældres hjem og hjælper med andre opgaver.
Da kampstart nærmer sig, begynder pigerne at gå over mod fodboldbanen, som er en bar og lidt ujævn jordlod. Emerances hold har rødt på, det andet hold er i grøn. De fleste af spillerne er barfodede.
UNHCR støtter flygtninge i Lusenda og andre steder med forskelligt sportsudstyr, sørger for at der er spillebaner i lejrene og organiserer kampe. Der er dog alt for få midler til at støtte disse aktiviteter, uanset hvor vigtige de er for unge mennesker.
UNHCR har indgået et samarbejde med den franske radiostation, Radio France Internationale, for at skaffe ekstra udstyr til spillerne i Lusenda og for at fortælle omverdenen om flygtningene og deres kærlighed til fodbold.
Begge hold giver sig fuldt ud i den vedvarende regn, som gør banen glat og svær at spille på. Emerance og hendes hold har størst boldbesiddelse, men kampen ender alligevel nul-nul.
”De er så gode spillere,” siger træneren Eric Itangishaka, som selv er flygtning og frivillig. ”De bliver nødt til få noget støtte.”
”Når jeg spiller, får det mig til at tænke på fremtiden.”
”Vi spiller sammen,” siger angrebsspilleren Spéciose på 15 år. ”Alle kender deres rolle. Og vi er også gode venner. Vi hjælper hinanden i skolen.”
At spille fodbold hjælper Emerance med at leve med svære minder. Hun var 14 år, da hun forlod Burundi. ”Det var nat. Jeg hørte en masse skud uden for vores hus. Jeg var bange for, at en vildfaren kugle ville ramme mig, og at jeg ville dø. Vi begyndte at løbe, hele familien. Vores far var den eneste, der ikke var hjemme. Jeg var bekymret for ham, men han fandt os senere.”
Hun ved stadig ikke, hvad der er sket med hendes ældre søster, som havde sit eget hus med sin familie, og som de ikke har hørt noget fra. Hun er måske også flygtet.
”Det er ikke nemt. Det er ikke godt at være flygtning,” siger hun. ”Men nu er det sket, og vi må leve med det. Når jeg spiller, får det mig til at tænke på fremtiden.”
Hvad håber hun på for fremtiden? Emerance tænker sig om i et par sekunder. ”Først og fremmest at gå i skole, for det andet at leve i et ordentligt hus, for det tredje at kunne få lægebehandling, når jeg har brug for det, for det fjerde at spise godt, for det femte at blive en stor fodboldspiller og en dag at spille i USA.”
Og et par fodboldsko ville også være en hjælp.
