Fra bådflygtning til succesfuld restauratør

Hun er kendt som kok i det populære morgen-tv, som succesfuld restauratør, der med sin restaurantkæde LêLê har åbnet danskernes øjne og smagsløg for det vietnamesiske køkken, og som kogebogsforfatter. Men hvis tiden blev skruet næsten 40 år tilbage, så fremtiden anderledes uvis ud for Anh Lê.

Året var 1979, og det kommunistiske styre havde i årevis drevet vietnamesere på flugt fra deres hjem i den nordlige del af landet. Anh Lê’s forældre måtte tage en svær beslutning og endte med også at forlade deres hjem. Det lykkedes familien at komme ud af landet med båd, men først i det tredje forsøg.

I to uger sejlede de rundt fra land til land, men ingen ville tage imod dem. Hong Kong, Malaysia og Indonesien nægtede at modtage dem, indtil Anh Lê’s far med vilje sejlede skibet ind i et rev i Indonesien, så landet ikke havde andet valg end at tage imod dem.

“Jeg ville ikke være, hvor jeg er i dag, hvis ikke jeg var vokset op i Danmark.”

Anh Lê var kun fem år gammel, da familien blev placeret i en flygtningelejr, hvor de måtte deles om et telt med tre andre familier. Alle sov på den kolde jord hver nat, indtil der efter tre måneder kom den besked, som Anh Lê husker tydeligt så mange år senere. Familien fik at vide, at de skulle genbosættes som kvoteflygtninge i Danmark.

”Det var fantastisk. Det betød alt. Jeg ville ikke være, hvor jeg er i dag, hvis ikke jeg var vokset op i Danmark.”

Det var dog ikke helt nemt at vænne sig til livet i Danmark. Anh Lê var vant til varme Vietnam, hvor størstedelen af hverdagen blev tilbragt udenfor – man hang ud på gaden, talte med naboer, og spiste med venner. Så kontrasten var enorm, så snart familien ankom til kolde Danmark, hvor folk mestendels hyggede sig indendøre.

”Med mindre man bliver budt indenfor, så lærer man ingen at kende,” siger Anh Lê.

Derfor er der netop brug for at række en hjælpende hånd ud til flygtninge, når de kommer hertil, mener Anh Lê. Især hvis vi gerne vil have, at de bliver en del af samfundet og lærer de danske normer.

”Vi kan ikke sige til folk, at de skal lære og respektere dansk kultur, hvis ikke man viser dem det.”

Da hendes familie ankom til Aalborg i 1979, fik de en kontaktfamilie – en helt almindelige dansk arbejderfamilie med tre børn. Her lærte Anh Le at spise rødgrød, hun lærte at pynte et juletræ og fandt glæden ved dansk smørrebrød. Og det var overboerne i ejendommen, hvor de boede, der introducerede Anh Lê’s familie til de danske kolonihaver, hvor de fik udbygget deres danske netværk og fællesskab.

”Vi kan ikke sige til folk, at de skal lære og respektere dansk kultur, hvis ikke man viser dem det. Det er ikke politikerne, der skal gøre det, det er os allesammen ude i samfundet.”

I Anh Lê’s optik skal den hjælpende hånd dog suppleres af en række forpligtelser for flygtningene, for de skal være aktive i integrationsprocessen: Lære sproget, få en uddannelse eller et job. Det virker ikke at se dem som ofre eller gemme dem væk i en ghetto, og det er her, det ofte er gået galt for integrationsindsatsen, mener hun.

“Flygtningene kommer ikke herop og er kræsne.”

For lediggang og isolation er ikke godt for nogen – flygtningene skal ud på arbejdsmarkedet og arbejde skulder ved skulder med danske kolleger, så de kan lære landets arbejdskultur at kende og få et mål med livet. Præcis som Anh Lê husker det skete hendes forældre, der knoklede med ekstra jobs for at få enderne til at hænge sammen.

”Flygtningene kommer ikke herop og er kræsne. Ingen flygtninge, der har oplevet liv og død, kommer og siger: Jeg vil have det og det.”

I dag er Anh Lê kommet milevidt fra flygtningeteltet i Indonesien, men da billeder af flygtninge, der gik på danske motorveje eller kæmpede for livet i overfyldte gummibåde på Middelhavet, fyldte medierne for et par år siden, vældede erindringerne om hendes egne oplevelser op i hende.

”Som flygtning glemmer du aldrig det, du har været ude for. Det sidder alt sammen inden i dig et eller andet sted. Vi vil alle være påvirkede af det, der er sket os, resten af vores liv. Men jeg har fået en stærk vilje ud af det, som jeg bruger til altid at bevæge mig fremad i mit liv,” siger hun.