Vælg sprog for vores globale side

Vælg en landeside
 
'
;

Beskyttelse

Regeringer garanterer normalt for deres borgeres grundlæggende menneskerettigheder og fysiske sikkerhed. Men når mennesker bliver flygtninge, forsvinder deres sikkerhedsnet.

Flygtninge, som flygter fra krig eller forfølgelse, kan være meget sårbare. Deres egen stat beskytter dem ikke, og det er ofte deres egen regering, der forfølger dem. Hvis andre lande ikke byder dem velkommen eller beskytter dem, kan de ende i en uacceptabel situation, hvor deres grundlæggende rettigheder, sikkerhed og endda deres liv er i fare.

I UNHCR arbejder vi for at hævde fordrevne eller statsløse menneskers grundlæggende menneskerettigheder i deres asyllande eller faste opholdssted, for dermed at sikre, at flygtninge ikke sendes ufrivilligt retur til et land, hvor de risikerer forfølgelse. Vi hjælper også flygtninge med at finde langsigtede løsninger ved at hjemsende dem frivilligt til deres hjemland, integrere dem i asyllandene eller genbosætte dem i tredjelande.

I mange lande arbejder vores personale side om side med andre partnere som har base i mange forskellige lokaliteter, lige fra hovedstæder til fjerntliggende lejre og grænseområder. De forsøger at fremme eller yde juridisk og fysisk beskyttelse og at minimere truslen om vold – herunder seksuelle overgreb – som mange flygtninge er underlagt, selv i asyllande. De bestræber sig også på som et absolut mindstekrav at tilbyde husly, mad, vand og lægehjælp i umiddelbar forlængelse af enhver flygtningestrøm.

Globale indsatser

At yde akut hjælp til de der er tvunget til at flygte er ofte det første skridt mod langsigtet beskyttelse og rehabilitering. For at imødekomme disse og andre operationelle behov har UNHCR udviklet et globalt netværk af leverandører, specialiserede agenturer og partnere. Projekterne kan variere, fra afsendelse af akut-teams som leverer mad, husly, vand og medicinske forsyninger til kriseramte områder, til at arrangere større luftbroer i forbindelse med store flygtningestrømme eller mindre flåder af små både til mindre antal civile flygtninge. Blandt en lang række andre programmer findes der projekter der skal hjælpe med at beskytte miljøet, bygge skoler og øge bevidstheden om problemer som f.eks. HIV/AIDS.

Fremme beskyttelse af flygtninge

Vores aktiviteter for at fremme beskyttelse af ​​flygtninge omfatter:

At fremme tiltrædelse af 1951-konventionen om flygtninges retsstilling og tillægsprotokollen af 1967, tiltrædelse af 1954-konventionen om statsløse personers retsstilling, og af 1961-konventionen om begrænsning af statsløshed. I 1999 lancerede UNHCR en kampagne for at fremme tiltrædelse af 1951-konventionen, en kampagne som kulminerede på sit 50-års jubilæum i juli 2001 og med ministermødet d. 12. og 13. december 2001 med deltagelse af 1951-konventionens deltagerstater.

At bistå stater med at vedtage eller revidere national lovgivning på flygtningeområdet, herunder administrativ vejledning og operationelle retningslinjer, og implementering af nationale procedurer for bestemmelse af flygtningestatus.

At styrke relevante administrative og retslige institutioner, uddannelse af personale i statslige og ikke-statslige agenturer, og kontakt til relevante organer på menneskerettighedsområdet.