Lim Bol, 21: “Der er en stor forskel på at leve som flygtning og det at leve i dit eget land. Hjemme arbejdede jeg som kemilærer i folkeskolen: Jeg synes, at det er spændende at tænke på at hjælpe andre, for det hjælper med at få mit samfund til at vokse.

Men da jeg ankom til lejren, tilbragte jeg tre måneder uden et job. Da der så blev åbnet en skole i flygtningelejren, blev der slået en ledig stilling op. Jeg søgte stillingen og startede som lærer og er i dag viceinspektør. Det er hårdt arbejde, men det er godt. Jeg er igen med til at hjælpe andre.”

“Før krigen havde jeg planer om at læse medicin: Det inspirerer mig at se læger arbejde. Jeg håber stadig at få opfyldt min drøm, men jeg skal først være færdig med min uddannelse, og det har jeg ikke mulighed for, hvor jeg er. Det er virkelig dræbende for vores fremtid.”

Lim er fra Sydsudan, hvor konflikten, der brød ud i 2013, har tvunget 670.000 mennesker på flugt til nabolandene. Andre 1,7 millioner er hjemløse i deres eget land. Hans forældre er begge døde, og hans bror har nægtet at forlade landet for at flygte til Etiopien med ham.
 
Han bor alene i en flygtningelejr i Gambella, og mens han basale behov er dækket, siger han, at det, der gør ham mest ked af det, er, at han har afbrudt sin uddannelse. Mens han venter på at afslutte sin ungdomsuddannelse, arbejder han som lærer og viceinspektør på en af lejrens overfyldte grundskoler.   
 
UNHCR hjælper de etiopiske myndigheder med at levere grunduddannelse, men manglen på midler betyder, at ungdomsuddannelser afbrydes efter et år i stedet for fire. “Det er virkelig ikke godt for os, ” siger Lim. “Jeg vil gerne vende tilbage til mit land som en person, der ved og kan noget, du ved, som en, der er i stand til at hjælpe andre.”

Vis din solidaritet. Underskriv vores #WithRefugees underskriftsindsamling – Underskriv i dag

Bevar kontakten – Følg os på: